Historie

Kredsens historie
“Vi er arbejdere, ja, men åndsarbejdere” – Henrik Cavling

Tre navne frem for så mange andre må nævnes, når man i al korthed skal opridse historien om kreds 1, Københavns kreds under Dansk Journalistforbund. Det er Henrik Cavling (1855-1935), Kristian Dahl (1861-1934) og Carsten Nielsen (1908-1987) Deres navne er alle med god grund knyttet til priser, som tildeles journalister, hvis indsats fagligt eller fagpolitisk har været af særlig værdi.

Hr. Dahl, Kreds 1
Henrik Cavling var i 1904 journalist på Politiken og tog initiativ til et møde med ligesindede. Hans tanke var egentlig at få udsendt et medlemsblad, men den ene idé tog den næste, og pludselig sad man og grundlagde et Journalistforbund. Cavling selv mente, at tanken faldt ned i forsamlingen som Dannebrog i Estland i 1219, men mere jordnære deltagere så nu ikke noget guddommeligt i dette nøgterne skridt. Nye politiske strømninger gik over landet efter det såkaldte systemskifte i 1901, der satte en stopper for det konservative Højre-styre på Rigsdagen og gav plads for Venstrekræfter. Og så begyndte en standsbevidsthed at bryde igennem over en bred front. Der var også inspiration at hente i provinsen, hvor den senere så kendte afholdsagitator Lars Larsen-Ledet (1881-1956) få år tidligere havde stiftet Provins-Journalistforeningen.

Cavling var den fødte formand, men han havde en joker i ærmet. I al stilhed forberedte han sig på et stifte en ny avis, men da Politikens ledelse kom under vejr med hans planer, skyndte de sig at gøre ham til chef for Politiken, og så måtte han efter blot fem uger på posten selvfølgelig nedlægge sit formandshverv. Han var kommet over på den anden side forhandlingsbordet.
Københavns Journalistforbund var nemlig lige fra begyndelsen en fagforening – altså en sammenslutning af ansatte på aviserne, og dengang var der ikke journalister andre steder end i den skrevne presse.

Der havde på det tidspunkt allerede i 25 år eksisteret en Journalistforening i København, men den rummede ikke blot journalister, men også redaktører og andre pæne mennesker med mere eller mindre tilknytning til det skrevne ord. Forsøg på at få de to foreninger slået sammen løb ud i sandet – deres grundlag var for forskellige -, men de overlevede begge. Den ældste bærer i dag navnet Den danske Publicistklub og præsenterer hvert år sine medlemmer for et bredt oplysende og underholdende program.

Det fagforeningsprægede satte straks sine spor på arbejdet i Københavns Journalistforbund. Bestyrelsen indsamlede lønstatistikker fra de tre skandinaviske hovedstæder og kunne derigennem bevise, at de københavnske journalister haltede bagefter. Det var et godt udgangspunkt for de første forhandlinger med redaktørerne, men det varede alligevel mange år og kostede seje kampe, før der opnåedes en vis overensstemmelse med de svenske og norske kolleger.

I  hurtig rækkefølge kom kampen for bedre vilkår for pensionisterne og deres enker (dengang var en journalist en mand), arbejdsløshedsunderstøttelse og lånemuligheder i trange tider, og det skulle ikke alt sammen opnås gennem forhandlinger med cheferne. Dahl – vistnok, paterniteten er omstridt – havde fået den geniale idé at lave en såkaldt rundskuedag for københavnerne. Ved at købe et kuponhæfte (pris 1,60 kr. med en afgift på 30 øre til staten) kunne interesserede får mulighed for at kigge inden for i kommunale og private virksomheder, der ellers ikke var tilgængelige, og det gav et drønende overskud, som altså brugtes til sociale forbedringer for standen. Den unikke idé blev hurtigt kopieret både i udlandet og herhjemme.

Indkøb af sommerhuse og opførelse af Journalistgården med tolv lejligheder for ældre kolleger på Peter Rørdamsvej i Københavns nordvestkvarter var også finansieret fra rundskuedagenes overskud. Begge disse sociale foranstaltninger er nu udlagt til selvstændige institutioner og står til rådighed (hvis der ellers er plads) for alle journalister her til lands.

Rundskuedagene levede i mange år, men ellers var det gennem forhandlinger med arbejdsgiverne, der opnåedes økonomiske og sociale forbedringer. Pressefriheden blev som aldrig før sat på prøve under Nazi-Tysklands besættelse af Danmark 1940-45, men mange af de artikler, som på grund af den tyske censur ikke kunne bringes i de officielle aviser, fandt vej til den illegale presse.

Ved siden af de to journalistorganisationer, jeg har nævnt, opstod en tredje inden for den dengang meget stærke socialdemokratiske presse: Socialdemokratisk Presseforening, men i alle tre organisationer – nok svagest i Provins-Journalistforeningen, der havde skiftet navn til Dansk Journalistforening – opstod et behov for en sammenslutning. De flerårige forberedelser hertil gik naturligvis ikke stille af sig, men sammenlægningen blev alligevel vedtaget ved et fællesmøde i Århus i 1961. Carsten Nielsen, der havde været formand for københavnerne siden 1953, blev den nye forbundsformand og sad på posten i ti år.

Det samlede forbund har efterhånden overtaget en lang række af de fagpolitiske opgaver, der hidtil havde været fordelt mellem de tre organisationer, og landet er blevet opdelt i kredse, hvoraf kreds 1, Københavns-kredsen, er langt den største og omfatter omkring halvdelen af forbundets medlemmer. Kredsenes hovedopgave er at være bindeled mellem medlemmerne og forbundet, men for Københavns vedkommende er opgaven vanskelig, da der her er mange store journalistiske arbejdspladser. De har deres egne medarbejderforeninger, der kan opsamle og behandle deres hverdagsproblemer. Men der er også mange små arbejdspladser, hvor behovet for kollegialt samvær og faglige udviklingsmøder ikke kan tilfredsstilles lokalt.

Her kan kredsen spille en rolle, men den største opgave er givetvis at række de arbejdsløse en hjælpende hånd. Gennem initiativer til efteruddannelse, der tager direkte sigte på at opdatere arbejdsløses faglige kunnen, yder kredsen en indsats både til at presse ledighedstallet ned og fastholde de ledige i et fagligt fællesskab.
Københavnske journalister har ikke blot en glorværdig 100-årig historie, men også en særdeles aktuel rolle at spille på det faglige og fagpolitiske felt.

Carl Otto Brix
November 2005

Litteratur: “Journalistforbundets 25 års jubilæum (1904-29)”
Larsen, Leif: “90 års dagen”. Udg. af Dansk Journalistforbund. Kreds 1. 1994.
Spangenberg, Kaj: “Manden med de mange kasketter – Kristian Dahl, journalist og organisator”
Kreds 1. Udateret.
Danske Journalister 1970, 1975.
Den store danske encyklopædi