Kredskino: Se filmen “Of Caravan and the dogs”

12.03.2024

Fra dette års CPH:DOX Festivalprogram

 

Still fra filmen Of Caravan and the dogs

Still fra filmen Of Caravan and the dogs

Siden 2012 har den russiske regering vedtaget en række love, som stempler alle, der offentligt er uenige i regimets officielle retning, som ‘udenlandske agenter’ og forrædere.

Under de omstændigheder forsøger en gruppe uafhængige russiske medier og aktivister, heriblandt to vindere af Nobels fredspris, Dmitriy Muratov fra Novaya Gazeta, og NGO’en Memorial, at gøre modstand og fortsætte deres arbejde. Lige efter invasionen vedtages endnu en række repressive love, og fra den ene dag til den anden bliver deres arbejde stort set umuligt. Journalisterne og aktivisterne trues med lange fængselsstraffe og tvinges til at træffe svære moralske valg midt i den totale krigscensur: Skal de blive eller forlade landet, skal de i fængsel eller redde deres team, skal de tilpasse sig den nye virkelighed eller forblive tro mod deres principper og lukke deres medier? Optaget i løbet af et afgørende år før og efter invasionen, portrætterer den regimekritiske instruktør Askold Kurov de sidste forsvarere af demokratiet i Rusland.

Struktureret som en nedtælling til krigen, tager Askold Kurov os med helt ind på redaktionerne. Vi er til stede imens det hele står på og i de afgørende minutter, hvor chefredaktører fra blandt andre Novaya Gazeta skal træffe deres beslutninger, og hvor hvert ord, de trykker, må vejes nøje i håbet om at bevare deres eksistens som medie i Rusland.

Efter filmen serveres en sandwich og drink.

Tid og sted:
Onsdag den 10. april, kl. 17 – 18:30 i Vester Vov Vov i København.

Arrangementet er for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis. Dog betales no-show-fee på kr. 100 som fastholdes ved afbud efter den 4. april.

Onlinetilmelding her.

Arkiver