Fra idé til bog til udgivelse

5.03.2019

Chefredaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen, PR foto - Kongressen.com

Chefredaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen PR foto – Kongressen.com

Mange journalister går med en forfatterdrøm i maven. Og mange journalister har flere gange dækket sager og tænkt: ‘Det her kunne jeg skrive en bog om!’

Men hvad kræver det egentlig at skrive en bog? Hvilke aspekter skal man have tænkt igennem? Og hvornår er en ide stærk nok til at kunne bære en bog?
For at skrive bøger er ikke det samme som at skrive artikler. Nærmest tværtimod.

I dette forløb over tre undervisningsgange giver Anders Agner Pedersen deltagerne et indblik i, hvordan man skriver bøger som journalist, hvordan man udvikler sin ide, så den kan bære en bog og hvordan man får den ud over rampen i forbindelse med udgivelsen. 

Forløbet er som følger herunder.

Første gang den 9. april, kl. 17 – 20.30
Hvad vil det sige at skrive en bog? Hvordan kommer man i gang? Hvad skal man have tænkt på før man kontakter forlag? Hvilken type ideer kan bære en bog? Hvordan skærer man ideen til? Og hvordan tager man højde for det, man ikke kan forudse?

Anden gang den 17. aprilkl, 17 – 20.30
Som en del af forberedelsen har deltagerne, på baggrund af det, de lærte på første modul, arbejdet med deres bogide, skrevet på et pitch og forsøgt at gennemtænke de forskellige punkter, de er blevet undervist gangen forinden. På den baggrund tales der om hvordan det er gået med opgaven, hvad der faldt let og hvad der var vanskeligt, samt hvilke valg og fravalg, der blev truffet og hvorfor.

Tredje gang den 29. april, kl. 17 – 20.30
På baggrund af den feedback, der er blevet givet ved andet modul, er deltagerne nu ved at have en færdig, samlet plan for, hvordan de vil gribe deres bogide an, og hvordan de vil komme videre med ideen herfra. I dette tredje og sidste modul fremlægges det færdige pitch og den færdige lanceringsplan foran underviser og resten af gruppen og der gives afsluttende feedback.

Om underviseren:
Anders Agner Pedersen er til daglig chefredaktør på Kongressen.com og er forfatter til 12 (snart 13) bøger, og har desuden produceret fire bøger af andre forfattere, samt et dusin e-udgivelser på Kongressen Forlag.

Forudsætninger for deltagelse:
Dette forløb henvender sig til medlemmer, som har konkrete planer om at skrive en bog eller som måske allerede er i opstartsfasen. Der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding:
Der er desværre ikke flere pladser og ventelisten er fuld.

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse på kr. 500. Frist for afbud er den 20. marts. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.

Arkiver