Forpremiere på serien “Ricardo – Verdens bedste træner”

10.05.2024

Hidtil usete optagelser giver nyt indblik i en af de største sensationer i sportshistorien og træneren bag Danmarks EM-guld i 1992.

Ricardo – Verdens bedste træner: Da fodboldlandsholdet taber til Jugoslavien og dømmes uden chancer for at komme med til europamesterskabet i 1992, bryder helvede løs. Kritikken vælter ned over landstræner Richard Møller Nielsen og brødrene Laudrup forlader landsholdet.
Ricardo får en sidste chance for at vise sit værd, og må ty til det, der før har sikret ham succes: Benhårdt arbejde.

Kim Agersten/Ritzau Scanpix og Niels S. Andersen/Aller/MEGA

Kim Agersten/Ritzau Scanpix og Niels S. Andersen/Aller/MEGA

Gennem hidtil usete – og uhørte – optagelser skildrer serien Ricardos forvandling fra den mest udskældte mand i kongeriget til EM-guldvinder og titlen som verdens bedste træner. Samtidig går udsendelserne helt tæt på den temperamentsfulde træners konflikter med spillere, presse og DBU.

Efter visningen taler vi med seriens tilrettelægger, Jonatan Placing, og journalisten og kommentatoren Flemming Toft, som blandt andet optræder i serien. Undervejs vil der være en pause med sandwich og noget at drikke.

Flemming Toft
Flemming Toft er journalist og kommentator. Han var kommentator på TV 2 under EM-slutrunden i Sverige i 1992, blandt andet sammen med Preben Elkjær. Flemming Toft har været med ved 11 VM-slutrunder, 10 EM-slutrunder og otte olympiske sommerlege. Han arbejder i dag freelance, stadig med tilknytning til TV 2, og holder også foredrag, blandt andet om EM 1992, og har skrevet en række bøger.

Jonatan Placing
Jonatan Placing er journalist i DR med en række dokumentarudsendelser bag sig, heriblandt ”De kødædende bakterier” og ”Fra Vesterbro til Sandholm”, begge blev nomineret til Cavling-prisen.

Arrangementet er for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis (no-show-fee). Der kan afmeldes vederlagsfrit frem til og med den 16. maj.
Kredsen byder på en forfriskning og en sandwich i forbindelse med visning af serien.

 

Tid og sted:
Onsdag den 22. maj i Empire Bio, kl. 16:30 – 20:00.

Onlinetilmelding her.

Arkiver