Kredskino: Det er ikke slut endnu

14.09.2021

Ny dokumentarfilm af Louise Detlefsen

Kreds 1 byder igen medlemmer indenfor i biografmørket. Første film bliver en forpremiere på dokumentarfilmen ‘Det er ikke slut endnu. af instruktør Louise Detlefsen, som vil være til stede ved visningen.

Plakat: Marie Hald

Plakat: Marie Hald

”Det er ikke slut endnu” er en livsbekræftende skildring af livet med demens. Filmen skildrer med humor og nænsomhed en håndfuld stærke personligheder på det lille, unikke plejehjem Dagmarsminde. Her trappes beboerne ud af deres medicin og behandles i stedet med omsorg: Kram, nærvær, øjenkontakt, latter, fællesskab og et lille glas portvin i ny og næ.

Torkild, en ældre distingveret herre på 88 år, flytter modvilligt ind med sin kone. Han er opfarende og intetanende om sin egen demens, men med nærvær og humor hjælper personalet ham til at falde til i fællesskabet. Og lidt efter lidt spirer et venskab frem mellem ham og den livsglade Inge.

Tonen i ”Det er ikke slut endnu” er let, men filmen tager fat om et væsentligt samfundsproblem: Hvordan skaber vi som samfund en værdig alderdom? Dagmarsmindes grundlægger, sygeplejersken May Bjerre Eiby, har selv oplevet vreden og sorgen, da hendes demente far døde på grund af omsorgssvigt på et plejehjem. Med inspiration fra Florence Nightingale og filosoffen Løgstrup har hun udviklet en særlig omsorgs-metode, hvor fysisk berøring, øjenkontakt, friske blomster og en tur i skoven for at kramme træer er en del af behandlingen.

Se trailer her: https://vimeo.com/561712786

Filminstruktør Louise Detlefsens smukke, intime skildring er et sjældent opmuntrende blik ind i et liv med demens. Når hukommelsen smuldrer er lykken at leve i nuet.

Efter filmen inviterer Kreds 1 til en samtale med instruktør Louise Detlefsen om hvad vi som samfund lære af omsorgs-behandlingen på Dagmarsminde og om hendes arbejde med filmen. 

Aldrig har vi talt så meget om de ældre i vores samfund som under coronapandemien. De ældre er ellers ikke dem, som normalt ”sælger billetter” i mediesammenhænge, hvor vi ofte som branche og samfund kurtiserer de unge. Når historier om ældre på plejehjem rydder forsider har det flere gange handlet om dårlig behandling af de ældre på vores plejehjem. Set med Louise Detlefsens øjne er der i et samfundsperspektiv meget at lære af omsorgs-behandlingen på Dagmarsminde.

Tid og sted:
Mandag den 20. september kl. 17 – 19:15 i biografen Vester Vov Vov på Absalonsgade i København. Der bydes på en sandwich og en forfriskning i forbindelse med filmvisningen.

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse. Frist for afbud er fredag den 17. september. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding, hvor no-show-fee-beløbet på kr. 100 reserveres på din konto.

Onlinetilmelding her.

Fakta om ældre og demens i Danmark

  • I Danmark lever 85-90.000 mennesker med en demenssygdom, heraf har ca. 50.000 demenssygdommen Alzheimers sygdom.
  • Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år.
  • 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.
  • De totale omkostninger ved demens i Danmark andrager mere end 20 milliarder kr. om året.
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark.
  • I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 120-146.000.

Om 25 år vil antallet af borgere over 80 år være fordoblet fra omkring en kvart til omkring en halv million. Det betyder meget mere hjemmehjælp, mange flere plejehjem og meget mere plejepersonale.

Instruktør:
Louise Detlefsen er er uddannet fra Den Danske Journalisthøjskole i 1996, og har siden år 2000 arbejdet som dokumentarfilminstruktør. Hendes dokumentarfilm er debatskabende og tager ofte udgangspunkt i styrken ved fællesskaber. Hendes seneste film FAT FRONT (2019) handlede således om det fællesskab, som tykke kvinder i Skandinavien fandt gennem aktivisme. FAT FRONT havde premiere på verdens største dokumentarfilm festival IDFA og er sidenhen gået verden rundt. Derudover har Louise blandt andet vundet Bent-prisen på MIX filmfestivalen i 2014 med filmen Love Birds samt prisen for bedste dokumentarserie på TV festivalen i 2007. 

Det er ikke slut endnu havde verdenspremiere på HotDocs og kommer ud i de danske biografer den 21. september inden den har premiere i en kortere TV version 23. september 2021 på TV2 (TV-version, 40 min).

Instruktion: Louise Detlefsen
Producent: Hansen & Pedersen v. Malene Flindt Pedersen
Fotograf Per Fredrik Skjöld
Klipper Julie Winding, Jakob Juul Toldam
Lyd Rasmus Winther, Maximillian Pontgratz
Medvirkende: May Bjerre Eiby, Dorte Toft Bank-Mikkelsen, Lotte Nørreslet, Torkild, Inge, Grethe, Inger
Filmens varighed: Bioversion: 94 min (TV-version, 40 min).

Arkiver