Alle lige fra små kommuner til store internationale koncerner har i dag et beredskab af kommunikationsansatte, der er uddannede til at reagere strategisk på kritik, hvis det gode omdømme er i fare. Omvendt er de færreste journalister klædt på til at tackle den kontrol og det psykologiske spin, de rent faktisk udsættes for.
En taktik kommunikatørerne benytter for at skabe et alternativt, positivt narrativ på en potentiel ’farlig’ sag. Hvilke strategier har kommunikatørerne, når kritiske journalister graver alvorlige sager frem om fx kritiske forretningsgange? Og hvordan skal journalisten forberede sig herpå?
Freelancejournalist og ph.d. Lene Rimestad og dokumentarist Tom Heinemann, der netop sammen har skrevet kapitlet om spin i den nye bog ”Den undersøgende journalistiks metoder” – vil vise dig konkrete eksempler på strategisk kommunikation og præsentere dig for forskellige taktikker, som du bør kende, for at kunne gennemskue og dermed undgå at falde i kommunikatørernes ’fælder’.
På webinaret vil du lære om:
- spin som strategi
- de mest almindelige spin-teknikker
- og hvad du kan gøre for at håndtere dem – personligt og professionelt.
Om oplægsholderne:
Lene Rimestad er uddannet journalist, cand.mag. i dansk og ph.d. i journalistik. Hun arbejder som freelancer med journalistik, kommunikation, undervisning og meget andet. Lene har skrevet ph.d. om redaktionsmøder og har lavet et kvalitativt studie af journalistpraktikanters socialisering på mediearbejdspladser. Hun har redigeret og skrevet dele af bogen ”Den undersøgende journalistiks metoder”. Læs mere på www.rimestad.dk.
Tom Heinemann, murer, journalist og dokumentarist. Driver på 25. år produktionsselskabet Heinemann Media. Har produceret talrige dokumentarfilm for DR, NRK og SVT om globaliseringens bagside og har modtaget FUJ-prisen to gange, været nomineret til Cavlingprisen tre gange og har modtaget mange internationale priser. Foredragsholder og underviser i undersøgende journalistik på blandt andet Filmskolen i Lillehammer i Norge. Se flere af filmene her: www.tomheinemann.dk.
Tid:
Torsdag den 20. maj, kl. 17 – 18:30
Webinaret er for medlemmer af Kreds 1.