Kom med Kreds 1 til forpremiere på “Krudttønden”

4.02.2020

Med instruktør Ole Christian Madsen og Mette Mayli Albæk. Moderator Anja Bo.

Synopsis: I det isnende kolde Europa er folk ved at komme videre efter det chokerende terrorangreb på Charlie Hebdo tidligere på vinteren, men i København har den prøveløsladte kriminelle, Omar, sine egne planer. Filmmanden, Finn, den jødiske vagtmand, Dan, og den nedslidte aktionsstyrkebetjent, Rico, lever deres forskellige liv uden at vide, at de inden længe vil have krydset Omars spor i en fatal og skelsættende nat.
”Krudttønden” er inspireret af de virkelige hændelser omkring terrorangrebet på Kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge i februar 2015. På rollelisten er blandt andet Lars Brygmann i rollen som den dræbte filmmand, Finn, samt Nikolaj Coster-Waldau i rollen som AKS-betjenten, Rico.

Se trailer her.

Samtale efter filmen:
Filmens instruktør Ole Christian Madsen fortæller om de valg han har taget som filminstruktør i forhold til at skildre en virkelig hændelse. Det sker igennem en samtale med Mette Mayli Albæk som er en af de tre journalister bag bogen ”Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein”. Moderator er Anja Bo.

Premiere 5. marts 2020
Spilletid: 106 min.
Instruktion og manuskript: Ole Christian Madsen
Medvirkende: Lars Brygmann, Nikolaj Coster-Waldau, Adam Buschard, Albert Arthur Amiryan, Sonja Richter, Jakob Oftebro m.fl.

Deltagere:
Ole Christian Madsen: Instruktør og manuskriptforfatteren. Han fik sit gennembrud med filmen En kærlighedshistorie (2001) og senere bl.a. filmene Nordkraft (2005) og Flammen & Citronen (2008). Sidstnævnte film, Flammen & Citronen, blev en af de mest sete film nogensinde i Danmark og solgte til over 150 lande. Endelig har Ole Christian Madsen instrueret flere TV serier, her i blandt Taxa, Rejseholdet og den amerikanske Banshee.

Mette Mayli Albæk: Journalist og retsanalytiker i DR. Sammen med de to journalister Louise Dalsgaard og Natascha Rée Mikkelsen står Mette Mayli Albæk bag bogen ”Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein” som udkom feb. 2019, og for hvilken de vandt metodeprisen hos FUJ 2019 (Foreningen for Undersøgende Journalistik). Mette Mayli Albæk har dækket adskillige terrorangreb og har kendskab til politiet og efterretningstjenestens arbejde. Hun har tidligere arbejdet som politisk reporter på Christiansborg og retsreporter på Jyllands-Posten.

Anja Bo: Uddannet i socialvidenskab og journalistik fra Roskilde Universitet. Anja Bo tilrettelagde dokumentaren ”13 timer, der rystede Danmark” for DR2 marts 2015. Hun har tidligere været reporter på TV2 Nyhederne, Deadline og TV-Avisen samt vært for Deadline (2007-14) og er i dag selvstændig dokumentarist og tv-tilrettelægger.

Tid og sted:
Torsdag den 20. februar, kl. 17:00-19:30 i Empire Bio, Guldbergsgade 29F i København N.

Filmvisningen er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse. Frist for afbud er tirsdag den 13. februar. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.

Onlinetilmelding til filmvisning af “Krudttønden” her.

Arkiver