Skru op for gejsten!

8.08.2019

Mikael Kamber, journalist og nyhedsvært på TV2 / Fotograf: Kim Vadskær

Mikael Kamber, journalist og nyhedsvært på TV2 / Fotograf: Kim Vadskær

Hvorfor fik Mikael Kamber ideen til ”19 Inspiration” i TV2 Nyhederne? Hvorfor laver han en blog, der hedder ”3 gode ting”? Og hvorfor skriver han bøger om positiv psykologi?

Du får en indsprøjtning med inspiration, når Mikael Kamber fortæller om forskningen i trivsel og arbejdsglæde til Kreds 1’s medlemmer – en viden der i høj grad også er relevant i journalistik og på journalistiske arbejdspladser.

I foredraget får du indblik i, hvorfor det er afgørende at ramme en sund balance mellem det positive og det negative i hverdagen. Og inden foredraget er forbi, har du formentlig besluttet, hvad der allerede i morgen bliver dit første skridt på vejen mod større arbejds- og livsglæde.

Mikael Kamber bruger selv adskillige af metoderne fra positiv psykologi i sit eget liv, og det har ført en del med sig;

”Jeg er skridt for skridt blevet en gladere person, en glæde der heldigvis smitter af på andre i ny og næ, og jeg oplever, at mit liv langsomt men sikkert får mere dybde og mening. Det handler ikke om at være naiv eller lalleglad, det handler om at lære at håndtere både det negative og det positive på rette tid og sted.”

Foredraget bygger på dokumenteret forskning og Mikael Kambers bøger ”Stærkere” og ”Vi er bedst, når vi er glade”.

Mikael Kamber (f. 1967) er journalist, forfatter og nyhedsvært på TV2. Han holder desuden foredrag og kurser om arbejdsglæde, ledelse og positiv psykologi, og han har taget uddannelsen Certificate in Positive Psychology (CIPP) i USA. Mikael Kamber har haft flere ledende stillinger i mediebranchen, bl.a. som adm. direktør og chefredaktør for JydskeVestkysten og mediedirektør i DR.

Tid og sted:
KOSMOPOL, tirsdag den 24. september, kl: 17.30-19.30.

Onlinetilmelding til ‘Skru op for gejsten!’

Bemærk, arrangementet er kun for medlemmer af Kreds 1 og det er gratis men der betales no-show-fee ved afbud efter fristen eller ved udeblivelse. Frist for afbud er den 17. september. Derfor skal du angive dine betalingsoplysninger ved tilmelding.

Arkiver